Tilbage

Skraldebiler på el er godt for både mennesker og miljø.

Skraldebiler på el

Hvad får en af Danmarks største transport- og renovationsvirksomheder til at indføre eldrevne skraldebiler? Handler det kun om et grønt, bankende hjerte, eller er det også god forretning? Læs artiklen fra Nye Tider, der har mødt økonomidirektør Johan Nielsen fra Meldgaard Holding A/S til en snak om grøn omstilling i en branche som er kendt for store, forurenende diesellastbiler og benhård konkurrence.

Grøn omstilling er langt fra et nyt begreb for den familieejede virksomhed Meldgaard Holding A/S, som beskæftiger sig med blandt andet transport, handel og renovation på det danske marked.

Allerede tilbage i 2013 var virksomheden som nogen af de første i verden med til at teste og indføre ePTO elmotorer i deres store renovationslastbiler og -kraner, så el-motoren kunne supplere og tage over, når dieselmotoren var slukket. På den måde kan komprimeringen af affaldet foregå 100 % el-drevent.

Otte år senere har virksomheden i omegnen af 100 ombyggede diesellastbiler som blandt andet har fået monteret to store batteripakker på hver side. De ombyggede lastbiler kan køre uafbrudt i lidt over 10 timer på en opladning og bliver ladet op om natten, hvor der i forvejen er overskud af grøn strøm.

Meldgaards Plug-in hybrid løsning bruger ca. 5000 l. mindre diesel pr. år end standard diesel lastbiler og sparer dermed klimaet for 15 tons CO2.

Ud over at være bedre for miljøet, er de nye skraldebiler også meget mere støjsvage. De larmer mindre, når de er ude i boligområderne og giver derfor et bedre arbejdsmiljø for virksomhedens ansatte. Der er altså tale om ren win-win for både miljø og mennesker.

I januar i år er virksomheden så på vej med 4 fuldt elektrificerede lastbiler som i første omgang kommer til at køre renovationskørsel i Herning kommune. Planen er at udvide med flere el-lastbiler, så flere af landets kommuner på sigt kan få glæde af den grønne og støjsvage renovation.

I stedet for at satse på nye lastbiler har Meldgaard nok engang valgt at ombygge gamle dieselbiler i samarbejde med udenlandske leverandører. Det er der en god forklaring på.

–  Faktisk findes der slet ingen serieproduktion af store, el-drevne lastbiler endnu. Derfor har vi valgt en løsning, hvor vi renoverer gamle diesel skraldebiler og bygger en fuld el driveline på. Det er samtidig en naturlig del af vores DNA som miljøvirksomhed at genbruge eksisterende lastbiler i stedet for at investere i nye. Det gør dem jo så at sige grønne og bæredygtige hele vejen rundt, siger Johan Nielsen fra Meldgaard Holding A/S.

Klik her og læs hele artiklen fra Nye Tider


Kilde: https://nyetider.nu/blog/skraldebiler-paa-el-er-godt-for-baade-mennesker-og-miljoe/

del artikel på

Share on facebook
Facebook